Danske Koncert- og Kulturhuse (DKK) er en af de organisationer og individuelle aktører på koncertområdet, der med Kulturministeriet i front nu iværksætter en fælles oplysningskampagne med fokus på salget af falske billetter og det ulovlige videresalg af billetter til overpris, der både foregår fra internationale online-platforme som ViaGoGo, Ticketstub og StubHub og i privat regi på fx DBA og Facebook.

Den omfattende oplysningskampagne, starter under overskriften “BilletBlind” næsten på dato et år efter, at Forbrugerrådet Tænk skabte fornyet opmærksomhed om problemet. I mellemtiden er det lykkedes at sikre opbakning til kampagnen fra en lang række centrale spillere i markedet.

Det samlende tema “BilletBlind” dækker over det fænomen, at man som billetkøber er så ivrig efter at få fat på en billet til en måske udsolgt koncert, at man ikke ser sig ordentlig for. Derved risikerer man at købe en billet til overpris, eller måske endda en billet der slet ikke eksisterer i virkeligheden.

Kampagnen tager udgangspunkt i tre gode råd, som man som forbruger bør følge, når man køber koncertbilletter:
1. Tjek at prisen stemmer, og at du ikke betaler overpris
2. Køb kun hos de officielle billetudbydere eller arrangører
3. Hvis du er i tvivl, så gå til arrangørens egen hjemmeside

Som et element i kampagnen er der produceret en video, hvor Hilda Heick, Waqas, Mette Lindberg og Emmelie de Forest prøver at finde ledige billetter online. Se hvordan det går her

Læs mere om BilletBlind kampagnen på Kulturministeriets hjemmeside. Og få flere gode råd om køb af koncertbilletter på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside

Parterne bag kampagnen er: Kulturministeriet,Roskilde Festival, NorthSide, Tinderbox, Down the Drain Concerts, Billetlugen, Smukfest, Spillestedet VEGA, Danske Koncert- og Kulturhuse, Dansk Live, Musik i Lejet, DR Koncerthuset, Forbrugerrådet Tænk, YourTicket og Billetsalg.dk ApS.